Transit ZONE

Fra den første dag talte Elna Maria Jensen til de fire meget forskellige børn på dansk. Kun på dansk. De børn var sikkert ikke født med en sølvske i munden, men Elna Maria købte fire nye sølvskeer – en til hvert af krigsbørnene – og fik hos den lokale guldsmed indgraveret deres navne og ankomstdato. Drengen Kjeld var norsk, og efter krigen rejste han tilbage til Norge. Men han glemte sin sølvske hos Elna Maria. Denne ske har vi nu hjemme hos os, og den fortæller mig noget om, hvordan integrationsproblemer blev løst under krigen hos almindelige, danske familier: Med kærlighed til Danmark og med åbne hjerter.

Der er i dagens Danmark heftige diskussioner om flygtninge. Hvem skal hjælpe hvem og hvordan? Jeg mener, at hvis Danmark skal integrere flygtninge på den bedste måde, bør indvandrerbørn have danske kontaktfamilier fra starten. På den måde kan det ikke gå galt. Men det skal være frivilligt – lige som i Elna Marias familien. Og hvis folk i Danmark ikke er villige til at åbne deres hjem for flygtningene, skal politikerne ikke forvente en god integrationsproces. Hvem gavner ghettoer og religionskonflikter?

Elna Marias kogekunst var vejen til min integration i Danmark. Måske kan I prøve at bage en eller flere af hendes kager hjemme, og måske kan en pakistansk eller tyrkisk familie lide Fru Jensens danske kager. Hvem ved? I hvert fald har jeg udgivet en elektronisk bog «Fru Jensen Kagebog», som måske kan fremme kærlighed og samhørighed i Danmark. Hvem vil ikke gerne have et stykke friskbagt og velsmagende dansk kage, sammen med en kop varm te, på en kold november eftermiddag? Der er kun en religion i kagerne: ren kærligheds-kage-religion!

De gode immigranter

Jeg mødte Maria på hotellet. Hun havde et venligt smil, store grå-blå øjne og en tyk fletning i nakken. Hun havde et russisk rrrrrr i alle de engelske sætninger. Er du russer? Ja! Er du? En almindelig konversation mellem to mennesker fra den samme nation.

Hun var administrator på et turisthotel i Reykjavik, og vores møde fandt sted midt i januars mørke. Jeg kom til Reykjavik for at fejre min fødselsdag i sneen og i de varme kilder. Hun var kommet til Reykjavik for at skabe et bedre liv og for at finde lykken. Hun kom fra det barske og kolde Sibirien. Klimaet på Island var næsten det samme, men her var vulkaner, gejsere, nordlys og en velorganiseret, tryg tilværelse. De 300.000 mennesker på Island var i stand til organisere sig i et åbent, effektivt og næsten perfekt samfund. Maria var kommet til øen ti år tidligere sammen med sin elskede mand og en lille kuffert. Han havde en god uddannelse som ingeniør i byggebranchen, og hun havde et diplom fra en russisk handelsskole. Begge stammede fra Sibirien – begge var unge og ambitiøse.

Da ny-kapitalismen efterhånden fik overtaget i hele Rusland i halvfemserne, besluttede de to at emigrere. Maria sagde til mig, at de begge elskede vinter, frost og sne, så for dem var der kun få lande at rejse til: Canada, Sverige eller Island. De besluttede, at Island var det bedste valg. Og de tog ikke fejl! De købte enkeltbilletter til Finland, og sejlede videre med et forsyningsskib til Island. De havde begge læst de islandske sagaer som børn, og havde siden været forelskede i denne ø med ild og sne.

De vidste ikke så meget om, hvordan de skulle klare sig der, men emigration er altid et eventyr – og tit et udfordrende eventyr. De var begge i trediverne, og fulde af nysgerrighed og positive forventninger.

Da skibet kom til Reykjavik, tog de direkte til immigrationspolitiet, hvor de blev mødt med respekt og smil. De var nu indvandrere – immigranter. De lod Rusland bag sig, og kom til deres nye land med åbenhed og entusiasme.

De blev straks registreret og fik at vide, at deres kvalifikationer var efterspurgte i Island, men de skulle lære sproget og noget om det islandske samfund. De fik statslån til at betale deres etableringsomkostninger, fik adressen på en billig etværelses lejlighed i udkanten af Reykjavik, og allerede efter en uge var de på universitets skolebænk igen. Her lærte de begge om deres nye sprog og samfund. Her fik de deres første indtryk af det kapitalistiske samfund, som var opbygget af de 300.000 flittige mennesker på Island.

Statslånet var udformet således, at de skulle begynde tilbagebetalingen efter de første to år, i små afdrag og med lav rente – og det gjorte de. Straks efter deres nye uddannelse, begyndte de at arbejde – Sergej på aluminiumsfabrikken og Maria på et turisthotel. Lønningerne var gode, og snart var de i stand til at leje en toværelses lejlighed midt i Reykjavik, og Sergey kunne købe en brugt bil, så han kunne køre på arbejde. De har endnu ikke børn sammen, men det drømmer de om at få senere.

Sproget var noget vanskeligt at lære, men de var flittige til at lytte til radioprogrammer og kigge på børne-tv, hvor udtalen var klar og langsom. I weekenderne kørte de rundt på Island og besøgte vulkaner, bjerge og varme kilder. I de lange vintermåneder læste de islandske sagaer og så islandske film på deres nye sprog.

For Maria åbnede der sig en helt ny verden igennem Gunnar Gunnarssons bøger og fortællinger, og hun besøger ofte hans skønne museum, ved siden af den mystiske sø med søuhyret. Sammen med Sergei står hun på ski hele vinteren, og han kan godt lide at ride på de små, islandske heste på grund af deres rolige og jævne gang.

Dette er et meget idyllisk billede af de gode immigranter, som er blevet nyttige medlemmer af deres nye samfund. Maria er tilfreds og lykkelig for at fortælle mig om sit nye, skønne land og dets seværdigheder. Hun organiserede en række udflugter for min mand og mig, så ferien fløj af sted. Før hjemrejsen sagde vi varmt farvel til Island, til vulkanerne, de varme kilder og den søde Maria.

I går kom der en e-mail fra Maria. Hun og Sergei vil komme til København næste forår, og vi skal mødes i mit nye land. Jeg er allerede begyndt at lave planer for dem. Både Maria og jeg er immigranter. Hun har læst mine bøger og digte på russisk, og hun har læst en bog på engelsk. Dansk er lidt svært for hende – lige som Islandsk er for mig. Vi har begge vores rødder i Rusland, men vores nye «stammer» er i Skandinavien, med grene og blader (venner og bekendte). Vi har begge forladt Rusland. Vi prøver begge at være nyttige i vore nye lande, som giver os ly og sikkerhed.

For omkring 100 år siden forlod næsten 300.000 danskere Danmark for at etablere sig i USA. Hele 10% af den danske befolkning udvandrede til et nyt land – uden sikkerhedsnet, uden penge, men med gode hensigter og håbefulde forventninger. I USA fik de ikke penge eller fri forplejning – nej! De skulle arbejde og gøre sig nyttige i deres nye land fra den første dag. Sådan gjorde Viktor Borge og mange andre. Nogle af dem kæmpede for den Amerikanske drøm i militæret. De var loyale, flittige og pålidelige. På museet i Rebild ligger masser af dokumenter om de gode immigranter fra Danmark. De husker deres rødder, men de elsker deres nye land – USA.

Vi kan lære meget af de gode, danske immigranter og deres rørende og personlige historier. De har hjulpet med at opbygge det moderne, amerikanske samfund. USA’s præsident har en gang udtalt de vigtige ord, som er gemt dybt i amerikanernes hjerter.

«Ask not what your country can do for you; Ask what you can do for your country.»

– John F. Kennedy

«Spørg ikke om, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land

Integration betyder

Der skete noget mærkeligt i går. Jeg fik en gave. En bog. En gammel bog fra 1973 udgivet af Holberg Samfundet. En meget akademisk bog. Kvinden, som forærede mig bogen, er selv journalist, akademiker og forfatter. Bogen var uopskåret og var aldrig blevet læst. Denne bog fortæller om en russisk oversættelse af Holbergs mesterværk «Danmarks Riges Historie». Bogen var oversat i 1765 fra tysk – og ikke dansk. Oversætteren, Jakov Kosel’skij, var ansat indenfor militæret ved Katharina den Andens Hof, og bogen indeholder tekster på dansk, russisk, engelsk og latin.

Jeg skærer de lidt gulnede, tykke sider op med min mands antikke brevåbner, og begynder at fordybe mig i en verden af Holberg, Katharina den Anden og historien om, hvorfor den russisk officer, Jakov Kosel’skij, havde besluttet sig for at oversætte Holberg til russisk.

Tiden glider af sted, og jeg glemmer, på hvilket sprog jeg læser bogen. På en side står teksten på dansk, på den næste står den på gammelrussisk, som jeg også kan læse uden besvær, og notaterne er på engelsk. Men jeg bemærker det ikke, og reflekterer heller ikke mere over, på hvilket sprog, der skrives. Jeg danner billeder i mit indre af den gamle, russiske historie om magtsyge herskere i kvindeskikkelse, om Katharinas kærlighedskavalkade med flere mænd på én gang, om oplysningstiden, om de første skridt i demokratisk retning – og om Holberg.

Der skete noget mærkeligt. Det dansk sprog begyndte at danne lige så farverige billeder, som mit modersmål russisk. Jeg bemærkede ikke forskellen. Det var lige så behageligt og fornøjeligt at læse danske beskrivelser, som russiske. Ingen forskel. Og jeg mærkede, at følelsen af kærlighed fyldte mig. Kærlighed til Holberg, kærlighed til Danmark, kærlighed til denne bog. Og den kærlighed kom fra det danske sprog. Mærkeligt! Ikke fra mit russiske modersmål, men fra min mands modersmål, dansk.

Efter femogtyve år her i Danmark, følte jeg for første gang kærlighed til noget så ubegribeligt, som det danske sprog. Min mands modersmål. Han bragte mig her til Danmark. Han lærte mig om den danske kultur, og de danske skikke og traditioner. Men kærligheden til sproget kan ikke læres. Den kan kun føles. Og netop den dag følte jeg, at jeg ikke mere kunne skelne, om jeg læste på dansk eller russisk – det var lige behageligt og skønt på begge sprog.

Den kvinde, som gav mig den magiske bog, var ikke klar over konsekvenserne af sin handling. Hun var socialdemokrat med stort S i mange år, men for nogle år siden skiftede hun til Dansk Folkeparti. Den handling var ikke mærkelig for mig, fordi jeg også skiftede mit sprog (russisk) ud til først engelsk og senere til dansk. Sådan er livet – i konstant udvikling. Vi skifter tøj, familier, mænd, uddannelser, arbejder, lande og sprog. Alt er i bevægelse.

Men det mærkelige er, at uden kærlighed, giver ingen af de forandringer mening. Hvis du skifter job, men ikke bryder dig om det du laver, vil du ikke trives, og du vil ikke blive i stand at opleve livets lykke. Hvis du skifter land og sprog, men ikke føler, at du elsker dit nye sprog lige så højt, som dit modersmål – vil du ikke trives og bliver aldrig et lykkeligt menneske i dine nye omgivelser. Forudsætningen for at forstå livet i et andet land, er kærlighed til landets sprog. Ægte kærlighed, som ikke kan oversættes på «Google translate». Det bliver for mekanisk og uden indføling.

Nu bliver Danmark og Europa oversvømmet med indvandrere og flygtninge. Det vigtigste spørgsmål på dagsordenen er lige nu integration. Hvordan kan de ny ankomne blive integreret? Når de kan tale dansk? Når de ved, hvor mange medlemmer der er i folketinget? Når de ved, hvem Søren Kirkegård og Pia Kjærsgaard er? Eller når de føler kærlighed til det danske sprog?

Succeskriteriet for integration kan være kærlighed, kærlighed til det danske sprog og dansk kultur. Noget meget mærkeligt og uhåndgribeligt. Kærlighed til sproget – det danske sprog. Kan det spises? Nej! Kan det veksles til penge? Nej! Kan det undværes? Nej! Uden kærlighed, er der ikke trivsel her i Danmark.

Lige nu er der mere end 10% af den danske befolkning, som ikke opfatter dansk, som deres modersmål, selvom de er født her i landet. Dansk er for dem mere det officielle Danske sprog. Sproget i landet. Hvis de har den holdning, og ikke elsker at tale og høre det danske sprog, som de gør med deres «modersmål», vil de nok aldrig trives her i landet.

Skrevet efter at have læst Niels Erik Rosenfeldts bog «Holbergs Danmarkshistorie i Rusland», Gads Forlag, 1973.

«Dejligt!»

For flere år siden blev jeg forgiftet af en svamperet. Jeg fandt selv svampene, forberedte dem selv, og spiste dem også selv – og jeg blev alvorligt forgiftet. Jeg er normalt god til at se, om svampe er giftige eller ej. Denne gang fandt jeg de første forårsmorkler. Det er nogle af de fineste svampe, som har en vidunderlig smag og ser sjove ud – næsten som en gammel, rynket mand. Men denne gang tog jeg fejl og blev forgiftet.

Muligvis var de svampe en genetiske mutation, og måske var det sket på grund af klimaforandringerne. De kommer måske mere på grund af solaktiviteter end menneskenes miljøsvineri. Måske de var ofre for den evigt, snigende forandring, som driver vores jord videre i udvikling. Alt og alle omkring os forandrer sig. Alt og alle. Darwin kalder den forandring for e-volution – en langsom proces, som er næsten usynlig, men som manifesterer sig i jordens og dens beboeres langsomme forandring. (I modsætning til re-volution).

Dyrene forandrer sig. De adapterer sig til de nye klimaudfordringer, nye påvirkninger som f. eks. Tjernobyls radioaktive udslip, skovenes udryddelse, og de højere temperaturer pga. CO2 udslip. Planter forandrer sig – også svampe. Jeg havde glemt at tage den proces i betragtning, da jeg samlede mine forårsmorkler. Jeg samlede dem ikke i Rusland, men i Danmark, og de voksede ikke i en skov, men ved siden af mit hus.

For mange år siden lærte min farfar mig alle svampenes hemmeligheder, og min farmor lærte mig de traditionelle, russiske metoder til at tilberede dem. Men mine farmor og farfar talte om de russiske svampe, om de russiske skove, om de russiske fødevarer, som er anderledes end de danske. Jeg havde plukket de danske svampe- danske morkler- som voksede i den sandede, danske jord, i en vejgrøft, forgiftet af forbi kørende biler.

For tyve år siden var der ikke så mange indvandrere i Danmark, og der var mest danske og lokale fødevarer på hylderne. Nu kan du møde folk fra hele verden, som bor her i landet, og fødevarerne er også kommet fra alle verdenshjørner. Fødevarerne følger menneskene, og menneskene flytter til de steder, som har de bedste vilkår for dem og deres børn. Denne gamle historie gentager sig igen og igen.

De flygtninge, som strømmer til Nordeuropa, kommer fra krig, økonomisk elendighed og personlige vanskeligheder. Men de vil gerne beholder deres spisevaner, sprog, traditioner og identitet. Og de vil gerne beholde deres drømme. De vil gerne føde mange børn, som kan opfylde de fælles drømme, som de har bragt med sig til deres nye lande. Det er stammedrømme, religionsdrømme og deres retfærdigheds drømme om et fælles paradis. Det er drømme om udbredelse af deres religion – og selvfølgelig drømme om rigdom. De drømme vil de gerne give som arv til den næste generation – og den næste. Man kalder det for kulturarv, men for mig er dette mere historiske drømme.