Kaleidoscope

Piloterne nippede af deres glas. Carl drak skandinavisk, let bitter øl, Alex skotsk whisky. De snakkede, men forsøgte at holde sig til rent faglige emner, for det meste om flyvninger. Ubemærket af dem sad der en anden gæst ved bordet. Carl havde set manden i baren flere gange, men aldrig talt med ham. Han havde et almindeligt, amerikansk udseende, og det var tydeligt, at han ikke var med i pilotklubben, men noget sagde Carl, at amerikaneren, til trods for at han ikke var pilot, alligevel kendte deres arbejde ret godt.

Han sad ved deres bord og bestilte amerikansk whisky. Servitricen bragte whisky-on-the-rocks og en tallerken med syltede oliven, og nikkede til amerikaneren, som til en ven. Han begyndte langsomt at nippe til sin drink. Han præsenterede sig som John og fortalte, at han var repræsentant for et flyselskab, der havde specielle, kortvarige fly opgaver.

Carl tænkte ikke på at få et andet arbejde, men var alligevel altid nysgerrig efter at høre om andre virksomheder og piloters arbejdsforhold. Man kunne jo aldrig vide: Måske ville han også en dag kigge sig om efter et nyt job, og så kunne det være praktisk at have kontakter. Men Alex var altid glad for nye eventyr, der stillede lettjente penge i udsigt, og muligheden for at blive rig efter at være undsluppet Ruslands ustabilitet og inflationens kløer.

De spidsede ører og begyndte at lytte til John, der talte om den vanskelige, men realisable flyvning med en særlig last til Centralafrika. Lønnen ville være 1.000.000 kroner.

– Hvad er det for en last? Våben? – spurgte den alvidende og hurtigt opfattende Alex.

– Ja, våben – bekræftede John.

– Amerikanske? – spurgte Alex. Carl lyttede og sagde ingenting.

– Ja, amerikanske, men uden varemærker. Kun en flyvning er påkrævet, men med to landinger, fortsatte John.

– Nå, der sælges til begge sider? Spurgte – eller rettere gættede -Alex.

– Så sagde han:

– Hvem er den anden pilot?

John tøvede. Han ville ikke diskutere detaljer i nærvær af den tavse skandinaviske fyr. Carl forstod uden ord, at hans tilstedeværelse ikke var velkommen, og sagde farvel, da han skulle af sted med et tidligt fly næste dag. Alex blev alene tilbage med John.

Carl gik op på sit værelse, ringede ned og bestilte mad, og besluttede sig for at gå i seng. Han skulle af sted tidligt næste morgen, så han tog et brusebad og lagde sig på sengen og så amerikanske nyheder på TV. De omtalte sjældent de skandinaviske lande. Det interesserede ikke de amerikanske seere. Carl mærkede det lækre, nystivede sengetøj, og kort efter faldt han i en rolig, dyb søvn.

Carl vendte glad hjem til sin kone og sine børn, sin velkendte kirke, der i Skandinavien blev kaldt “Guds Skib”, og sit lille, velorganiserede land med verdens højeste skatter og laveste kriminalitet. Han havde glemt alt om Alex, John, våben, krig og Afrika, og var vendt tilbage til sit lands og sin families små problemer.

Efter 2 uger vendte Carl atter tilbage til New York og indlogerede sig på det samme hotel, som efterhånden var blevet hans faste opholdssted, og han gik ned i baren. Der var flere piloter, han ikke kendte. De sad og drak ved bordene og ved baren. Han så ingen kendte ansigter, og satte sig til sidst på en høj barstol. Som altid bestilte han Carlsberg – skandinavisk øl, og begyndte langsomt at indtage den drik, som hans familie altid havde foretrukket.

Bartenderen stod ved siden af ham og tørrede glas af.

– Har du set Alex, den russiske pilot? – spurgte Carl bartenderen.

– Den russiske? Nej. Men det siges, at der er sket en ulykke, svarede bartenderen med et imødekommende smil.

– Du ved nok, hvad jeg mener – tilføjede han, og Carl spurgte ikke mere.

Han vidste, at sådanne våbeneventyr ofte resulterede i menneskelige tragedier. Piloterne fortalte hinanden historier om disse ulovlige, ikke-registrerede flyoperationer med våben, som var nødvendige og ønsket af de krigsførende, afrikanske lande. De historier var ligesom James Bond eventyr – men som oftest uden en “Happy End”.

Han kendte ikke de nøjagtige detaljer om Alex’ død, men kunne godt forestille sig, hvordan det kunne være sket. Den amerikanske våbenindustri – med mange milliarders omsætning – brugte alle midler til at udbrede moderne, ødelæggelsesvåben til hele verden. Forretningen gik godt, og indbragte den amerikanske økonomi kæmpemæssige tilskud. Men i toppen af denne forretning sad krigsgale mennesker, for det meste mænd, der forsøgte at bevise overfor hinanden, at det er våbenmagt, der styrer verden.

Afrika var en god aftager af amerikanske våben, og den amerikanske våbenindustri havde brug for landet som afsætningsmulighed for sin produktion. Den amerikanske hær anskaffede nye, mere avancerede våben, og de gammeldags våbentyper blev solgt til andre, mindre udviklede og mindre civiliserede lande.

Tidligere krigedes de afrikanske stammer om land og kvæg med spyd, hvis pilespidser var dyppet i gift. De amerikanske våben gjorde det meget lettere. Så kunne de slå hinanden ihjel med amerikanske og russiske våben og alligevel føle livets spænding i kampens hede.

Fødselskontrol for kvinder og prævention var ikke tilladt på det afrikanske kontinent på baggrund af deres religion og kultur. Til gengæld var polygami anerkendt, hvilket forhindrede kontinentets beboere i at uddø.

Afrika er meget rig på forskellige mineraler, og afrikanerne betaler for våbnene med de små, lyse, gullige sten, som der er så mange af. De kaldes i Afrika for de “blodige diamanter”.

Når disse kommer til Europa, slibes de som regel i Antwerpen, hvor verdens største diamantsliberier findes, og hvor

jøder giver stenene form og glans, og videresender dem til det globale marked. I mange århundreder har jøderne kendt til diamanternes værdi, som verdens stærkeste krystaller, som smykker fingre og halse på unge og gamle, respektable medlemmer af verdenssamfundet, som et bevis på velfærd og rigdom.

Alex havde uden tvivl underskrevet en kontrakt om levering af amerikanske våben uden varemærker, hvor ti procent af lønnen blev betalt kontant før flyvningen, og resten af beløbet – i de blodige, rå og uslebne diamanter – efter levering af våben til krigsgale afrikanere. Uden tvivl blev hans fly skudt ned af afrikanerne selv – det skete alt for ofte – og i rapporter om tilfælde af ikke-registrerede flyvninger, dukkede flyet og piloten ikke op i offentlige statistikker.