Splinter. #METOO

You untied my soul with a thread of love,

And you heal my wounds – why should I be surprised?

You kissed my heart so tenderly,

That I believed-you are a miracle,

But you did not love me – you just played

With love and tenderness – as a good actor.

We are both adults and understand everything —

The game of love – for us, it is not something new,

But I want to believe in you – or in faith-

That on stage I’m Ophelia and you’re – Casanova

You gave me wings – so I could fly,

But we should not climb to heaven together.

I will not lie to you anymore —

I’m leaving the stage. I will not play your game – any more.

Engel

Englen mødte du i ham, da han rørte dig med et blik, et smil, en positur, en særlig duft af vaniljeis eller den første duft af liljekonvaller. Du ville gerne være forelsket i ham. Sommetider stoppede han på vejen, og du rakte et stykke papir med dit telefonnummer og et ord frem: ring.

Da englen endelig ringede, blev du glad, og da han dukkede op i dit hus, så du igen hans smil og æterisk, lette elegance. Du ønskede at din engel aldrig mere forlod dig. Og nogle gange blev englen hos dig.

Den første uge med englen var himmelsk. Englen lo og du lo med ham. I legede og kastede med puder, spiste is med samme ske, stod op midt om natten for at tælle stjernerne på himlen i en mennesketom park. Englen levede hos dig, mens du levede dit sædvanligt liv – med arbejde, penge, mad og træthed.

Og englen begyndte at føle sig trist. Han græd, når du kom træt hjem fra jobbet og vendte dig væk fra ham om natten. Hans øjne blev røde og hans næse hævede. Han elskede dig som før, men du havde ikke tid til ham, og så forlod englen dit liv. Nogle gange dukkede en forretningskvinde op i stedet for ham. Hun forberedte dine middage, strøg dine skjorter og fødte dine børn. Ofte var hun træt, og kun lejlighedsvis mindede hendes udseende om den engel, som kom til dig en dag – men det var sjældent.

Over tid blev kvinden forvandlet til en heks – gammel, mumlende, med vissen hud og matte øjne. Der var ingen engel i hende mere.

Jeg er din engel. Men du ser ikke, at jeg sidder på dit dørtrin og venter. Jeg er der.

Kærlighedens hav

Jeg vågner om natten med følelsen af, at jeg ikke kan huske, hvem jeg er. Omkring mig er mørkt. Jeg rører min krop, ansigtet, rører håret. Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her i mørket? Jeg lukker mine øjne, og pludselig føler jeg, at jeg svømmer i kærlighedens hav.

Min seng udstråler kærlighed – den elsker mig og støtter min ryg. Min dyne omfavner mig forsigtigt, og puden tager imod og krammer mit hoved. Værelset er fyldt med kærlighed. Luften er frisk og let, og måneskin stråler igennem vinduet.

I dag er det fuldmåne og endda måneformørkelse – månen er blodrød. Jeg ser gennem gardinerne, at månelyset fylder en del af soveværelset. Jeg trækker gardinerne fra og ligger under den varme dyne. Foran mig uden for vinduet er fuldmånen – en rund, gråhvide sølvmønt. Den hænger i venstre hjørne af mit vinduet.

Og jeg føler, at månen og jeg bader sammen i kærlighedens hav. Omkring os er nattens tavshed. Så vågner pludselig en fugl, den pipper kun én gang, og bliver så tavs igen. Man synger ikke ved fuldmåne. Lyde er overflødige. De er ikke nødvendige i nattens mysterium. Stilheden er fyldt med nattens kærlighed, og så begynder universets skuespil.

Månen glider ind i jordens skygge, og dens farve ændres, som hos en ung pige, der ved et uheld rører en ukendt, tilfældig nabo i biografens mørke. Først er den kun rosa, så rødmer den, og derefter bliver den helt rød, samtidig med, at den bliver opslugt af jorden.

Jeg er hypnotiseret og følger hvert sekund af naturens magi. Månen fascinerer mig og udstråler samme skønhed, som tropiske natblomster. Jeg er i dyb trance. Jeg hører susen for ørerne, som et usynligt havs bølger. Kærlighedens hav omslutter mig.

Men månen er i mellemtiden begyndt at vokse igen, og jeg ser, hvordan månens slør forsvinder, den bliver bleg og igen kridhvid.

Magien er forbi, og jeg falder i søvn, men føler stadig den universelle kærlighed omkring mig. Ingen banker på min dør. Ingen ønsker at komme og sove sammen med mig. Men hele universet elsker mig. Jeg er forelsket i den lyserøde, rosa måne. Vi er søstre. Vi er ens.

Dansen er død

I går dansede jeg på scenen, og pludselig stoppede dansen i mig – den var død. Fra dette øjeblik kunne jeg ikke huske dansens trin. Og så indså jeg, at denne dans var en anden persons projekt. Jeg forstod på én gang alt og forlod scenen. Publikum klappede alligevel, de forstod ikke, at dansen inden i mig – en andens dans – var død. Tilskuerne sad også i salen den dag, for at se og nyde andre menneskers projekter.

Og jeg indså, at jeg altid var involveret i andres projekter. Fra den dag jeg blev født. Jeg var mine forældres projekt, og de levede også i andres projekter. Jeg voksede op som deres projekt, dimitterede fra skolen, som var skabt af andre. Bagefter gik jeg på universitetet og videre ud i livet – for at deltage i andres projekter, eller projekter skabt af andre. Det var lettere for alle at leve på denne måde.

Jeg blev gift, fordi jeg blev tvunget af en andens projekt, som hed: lykken trives kun i en heteroseksuel familie. Jeg begyndte at undervise elever på universitetet og gentog ordene fra andres projekter – som ikke var skabt af mig. Jeg tog hver dag tøj på, som var lavet af andre. Jeg sang andres sange, som jeg havde hørt i radio og på fjernsyn – alle de projekter var ikke mine.