Splinter. #METOO

Splinter. #METOO
Irina Bjørnø

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Matteusevangeliet, kap. 7, v.3

Splinter

#METOO

Irina Bjørnø

© Irina Bjørnø, 2018

ISBN 978-5-4493-1026-2

Created with Ridero smart publishing system

SPLINTER #METOO©Irina Bjørnø

Dansk redigering Inger Guldberg

BELBOOKS 2018

www.belbooks.dk (http://www.belbooks.dk/)

Foto: Irina Bjørnø

Foto: side 21 Jens Astrup – med tilladelse

http://www.jensastrup.com/

Enhver kopiering af denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14.6.1995 med senere ændringer.

Vær venlig at respektere mine moralske rettigheder som forfatter.

Hvis du gerne vil bruge en del af denne bog, så send mig dine noter – og hvad du skal bruge dem til

Splinter

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Matteusevangeliet, kap. 7, v.3

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.

Lukasevangeliet, kap. 6, v. 41—42

Det gamle, forsølvede spejl faldt ned fra væggen og gik i tusinde stykker. Spejlet havde set mange mennesker i øjnene, siden det øjeblik, det blev fremstillet i Venedig for to hundrede år siden.

Hvor mange mennesker, hvor mange historier huskede spejlet?

Nu var det spredt i tusinde splinter, som

gennemborede mine fødder, stak fingrene til blods og spiddede mit bryst. Splinterne var overalt, og hver af dem var fyldt med smerte og skrig. Der var så mange af dem, at jeg ikke kunne se gulvet.

Jeg var bange for at gå derind og se mig selv i alle disse splinter. Så jeg gik ikke der ind. Jeg lukkede døren og sagde til mig selv, at jeg ikke ville kende spejlets historier, de historier, som sad fast i splinterne. Men jeg drømte om splinterne, som skinnede på mine fingre, de knasede mellem mine tænder. Jeg spyttede dem ud, og jeg så blod. Mine læber var blodige, og jeg smagte blodet.

Pludselig vågnede jeg op. Alt var stille. Spejlet hang på væggen. På gulvet var der ikke en eneste split. Steril renhed. En sindssyg minimalisme af hukommelse.

Alt er gemt i spejlet, men nogle af splinterne sidder stadig i mit hjerte – og de gør ondt.

Vinger

Du gav mig vinger – så jeg kan flyve,

Du gav mig håb – så jeg kan smile.

Du broderede min sjæl med en tråd af kærlighed,

Og jeg tøede op – hvorfor skulle jeg blive overrasket?

Du kyssede mit hjerte så ømt,

At jeg troede på dig som et mirakel.

Men du elskede mig ikke – du spillede bare

Med kærlighed og ømhed – som en god skuespiller.

Vi er begge voksne, og vi forstår alt,

Forelskelsens spil er ikke noget nyt for os.

Men jeg vil gerne tro på dig – eller skæbnen,

Hvor jeg spiller Ophelia, og du – Casanova.

Du gav mig vinger, jeg kunne flyve.

Men vi kunne ikke klatre op på bjerget sammen,

Og jeg vil ikke mere lyve for dig.

Jeg forlader scenen – og dig – jeg vil ikke spille dit spil mere.

Wings

You gave me wings, so I can fly,

You gave me hope, so I can laugh.